Af JOHANNE MYGIND

Gardinerne er permanent rullet ned på Stephen Grosz’ kontor, for lige foran vindueskarnappen står den hvide briks, hvor hans klienter dag ud og dag ind lægger sig ned for at fortælle ham om den kamp, som de fører med sig selv og verden.

»Jeg har tilbragt mere end 30 år i dette værelse, men har mere følt det, som om hele verden kom forbi. Gamle og unge, fra alle lande og alle samfundslag og med alle mulige forskellige sorger og glæder. Jeg har altid syntes, at mit arbejde var dybt tilfreds- stillende,« siger Stephen Grosz, der i sin bog Det granskede liv fortæller historier om alle de mennesker, som har ligget på hans briks. Om den unge mand, som iscenesatte sit eget selvmord, om kvinden, der var forelsket i sin barnepige, og manden, som kedede alle, selv sin psykolog.

Bogen er skrevet for at give offentligheden et indblik i, hvad der egentlig foregår under en psykoanalyse. Dette helt særlige ritual, opstået i en kultur, som ikke længere lader præster og andre shamaner om at udlægge livets mening, men hvor mennesket i nød alligevel har brug for at tale med en fremmed.

»Mennesker kommer til mig, fordi livet gør ondt, og deres smerte er en stor hjælp for mit arbejde, fordi den motiverer dem til foran- dring. De fleste har denne her forestilling om, at de kan forandre sig uden tab og smerte. Det er forkert. Selv glædelige begivenheder som at få et barn betyder tab af for eksempel muligheden for at sove eller den personlige frihed. Mange har også et stort ønske om at opleve kærlighed og flyve højt på romantik, men hvis du virkelig lader et andet menneske komme tæt på dig, vil du også møde en masse andre følelser: jalousi, begær, angst for at miste.

Den psykoanalytiske proces handler i høj grad også om at slutte fred med den sorg, som forandringen medfører.«

– Jeg troede, at man gik i analyse for at blive lykkeligere?

»Faktisk handler psykoanalyse lige så meget om at få lov til at være ulykkelig. Jeg møder mange mennesker i 30rne, som har taget antidepressiv medicin, siden de var teenagere. De skal tit lære deres følelser at kende igen. Det er jo ikke nødvendigvis dårligt at være ked af det. Hvis man for eksempel er ked af det, fordi man savner et andet menneske, så er det jo et tegn på, at man elsker dette menneske. Hvordan skal man vide det, hvis man aldrig har fået lov at være ulykkelig?« forklarer Stephen Grosz og smiler så varmt, at jeg med det samme føler mig både set og anerkendt. Han ejer det særlige nærvær, som er en gave for enhver journalist eller psykolog, fordi netop nærværet er forudsætningen for betroelsen.

»Man kan ikke bare erstatte en psykolog med en god ven, for det her er en helt anden type relation. Jeg har klienter, som har gode ægteskaber og dybe venskaber, men som alligevel kommer til mig, fordi de på en måde betaler mig for at give dem et ærligt blik på deres liv. En vens job er jo ikke at sige sandheden. Hvis dette interview bliver til en rædselsfuld artikel, ville du jo heller ikke have, at din ven sagde det til dig.«

– Jeg ville da heller ikke have, at min psykolog skulle fortælle mig det?

»Nej, men måske kunne du og din psykolog sammen se på, hvorfor din artikel var blevet dårlig? Var du stresset? Havde du præstations- angst? Er du overhovedet sikker på, at din artikel var så dårlig endda? Og er det egentlig så vigtigt, at dine artikler altid skal være gode? Nogle gange siger mine klienter: ’Jeg ville ønske, at vi kunne være venner.’ og jeg må svare dem, at den relation, som jeg har med dem, på mange måder er endnu mere speciel. Venskaber er vidunderlige, men psykoanalyse er anderledes, for i dette rum kan du tale mere ærligt, end du kan noget andet sted.

Det er også derfor, målet med psykoanaly- sen ikke er større lykke, men måske snarere større nærvær. Jeg har en klient, som efter et psykoterapeutisk forløb sagde: ’Jeg er blevet til et monster! Jeg ved, hvad jeg vil og ikke vil, og jeg er ikke længere så optaget af, hvad andre mennesker mener.’ Sådanne mennesker er ikke nødvendigvis verdens høfligste mennesker, netop fordi de i højere grad lever i overensstemmelse med sig selv.«

Stephen Grosz modtager mellem 8-10 klienter om dagen. Nogle er unge mennesker, som er overvældet over livets krav, andre er ældre mennesker, som kommer for at få en dybere forståelse af det liv, som de har levet. Nogle kommer kun et par få gange. Andre har han mødt gennem flere år. Enkelte har ligget en time på briksen hver dag i store dele af deres liv.

»Psykoterapi tager tid, fordi det faktisk tager lang tid at opbygge tillid mellem to mennesker. Man kan ikke bare komme ind og smide sig på briksen og så sige noget, som er dybt pinligt, irrationelt eller svært at acceptere. Jeg har også klienter, som lever et meget kaotisk liv, som måske er ved at blive skilt eller har mistet deres job eller hjem. Her kan den ene time på briksen blive et holdepunkt midt i livets kaos,« siger Stephen Grosz, som i sit arbejde har noteret sig, at hans klienter i højere og højere grad ængstes og bekymres for deres børn. Hvor forrige generationer havde parforholdet som smertens og glædens epicenter, er det i dag børnene, som er centrum for familiens komplicerede spil.

»Presset på unge mennesker er ekstremt i dag. På den ene side er de økonomiske realiteter meget hårde, og på den anden side har vi også dette stærke ideal om et arbejde, som er personligt tilfredsstillende. De unge er dybt forvirrede over, at de på den ene side har så mange muligheder og så på den anden side er konfronteret med så mange begrænsninger. De sidder her og ved ikke, hvad de skal stille op med deres ønsker om for eksempel at ud- trykke sig kunstnerisk og så forældrenes angst over, at de endnu ikke har fået et fast arbejde og har købt en bolig.«

– Men nogle gange kan jeg undre mig over, at så mange mennesker har det så dårligt, at de ligefrem skal i terapi. Som moderne mennesker er vi jo langt sjældnere konfronteret med økonomisk ruin, død eller alvorlig sygdom, end man var for 100 år siden. Hvorfor er det så alligevel så svært at leve?

»Mange mennesker går faktisk i analyse, fordi de er konfronteret med død eller alvorlig sygdom. Det kan være, at de har mistet et barn eller fået konstateret kræft i en tidlig alder eller er vokset op med en psykisk syg mor. Den slags lidelse er også en del af livet i dag, men der er kommet nye former for smerte til. Jeg har klienter, som er ulykkelige, fordi de ønsker at være nærværende sammen med deres børn, men ikke kan. De lever hele tiden i en fremtid, hvor de bekymrer sig om, hvad der skal ske med barnet, eller i en fortid, hvor de fortryder ting, som de har gjort. Nuet fylder ingenting, og derfor kan de ikke være til stede sammen med deres børn. Det er en anden slags smerte, end hvis man reelt mister et barn, men det er også smerte.

Samtidig lever vi også i en kultur, som hele tiden ønsker, at livet skal være bedre og større og mere rigt. Som forældre anser vi det for et sundhedstegn at ønske, at vores børn opnår mere, end vi selv har gjort. Meget af det terapeutiske arbejde handler derfor om at lære at acceptere realiteterne. Nej, du får ikke et fantastisk job, nej, din kone er ikke verdens dejligste, men du er heller ikke det mest utrolige menneske selv. Du har et udmærket job, og i morgen skal du noget sjovt med dine venner! Kan du leve med det? Kan du accep- tere din tilværelse i stedet for at håbe på noget bedre? Alle må vi føre den slags forhandlinger med tilværelsen.«

– Men samtidig siger du også, at du hjælper mennesker til at finde ud af, hvem de virkelig er, og hvad de virkelig vil. Det betyder vel, at de faktisk må holde op med at acceptere deres ægteskab eller deres arbejdssituation?

»Jo, det er vigtigt at kunne begge ting. Både når det kommer til børneopdragelse, ægteska- bet og livet generelt. Du ville være en dårlig mor, hvis du bare lod dine børn gøre, hvad de selv ville. Du bliver nødt til at sige, at de skal sidde ordentligt ved bordet, lave deres lektier eller holde op med at slås med hinanden. Og samtidig er du også kun en god mor, hvis du formår at elske dine børn, nøjagtig som de er. Det er paradoksalt og modsætningsfuldt, men det er din opgave som menneske både at forlange noget af livet og samtidig elske det, som det er,« siger Stephen Grosz, som i Det granskede liv også skildrer sine ambitioner og magtesløshed som psykolog, når han fortæller om den unge hiv-positive mand, som døde alt for tidligt, fordi han nægtede at gå i behand- ling og i stedet rejste til Brasilien, eller om kvinden, som bare ikke ville indse, at hendes mand bedrog hende med en anden.

»Jeg møder dagligt mennesker, som sidder i de mest utrolige situationer og går på forfærdelige kompromiser. Jeg har klienter, hvor jeg har lyst til at tage hjem til dem og tvinge dem ud af et elendigt ægteskab, men det nytter jo ikke noget. De skal gøre det selv, og jeg ved også, at jeg aldrig skaber forandring i deres liv, hvis jeg ikke samtidig accepterer det, som de gør i stedet for.«

– Men mister du aldrig tålmodigheden? Du for- tæller historien om en kvinde, som i årevis er dybt og ulykkeligt forelsket i den samme gifte mand. Hvordan kan du holde ud at høre på hende?

»Jamen, det er jo mit job at finde ud af, hvorfor mennesker gør den slags! Den unge kvinde, som var ulykkeligt forelsket i årevis, var det måske også, fordi det var den eneste form for intimitet, som hun kunne klare. Gennem sin store forelskelse i en gift mand fik hun lov til at komme et andet menneske nær uden rigtigt at sætte sig selv på spil. Og den historie handler jo netop om en kvinde, som forandrer sig og endelig lader andre mennesker komme tæt på. Måske fordi hun gennem sine mange timer i terapi lærte at åbne sig for et andet menneske,« siger Stephen Grosz, som smiler træt, da jeg konfronterer ham med de sidste måneders kritik af psy- koterapi og psykologiseringen af samfundet, som den danske professor i psykologi Svend Brinkmann har fremført: At det konstante krav om at lytte til sine egne følelser og udvik- le sig selv skaber en narcissistisk kultur, hvor alle forholder sig til sig selv, og ingen forholder sig til samfundet.

»Åh gud. Den kritik. Altså den kommer jo op hvert årti. I 1970erne sagde man, at psy- koanalyse var et udtryk for ’mig-kulturen’. Jeg kan ikke tage det alvorligt, for sandheden er, at psykoanalysen er politisk og altid har hørt hjemme på venstrefløjen. Når man ser på, hvordan mennesker forholder sig til for eksempel klimaforandringer, er det psykolo- giske begreb ’fornægtelse’ ikke til at komme udenom. Hvordan skal man ellers forklare,
at videnskaben igen og igen påpeger, at vores levevis truer vores eksistens, og så bestiller vi alligevel endnu en flyrejse til Thailand? Jeg havde en klient, som forklarede, at han efter analysen følte, at der var blevet skruet ned for støjen. At han nu kunne høre, hvad politikerne egentlig sagde. Et terapeutisk forløb kan være et redskab til en klarere forståelse af verden, så man derefter kan gå ud og lave den om.«

Stephen Grosz: Det granskede liv. Oversat af Ulla Oxvig, 224 sider, Gyldendal.